Sociale medier - en gave til ytringsfriheden?

Jeg vågnede her til morgen op til lidt af en forskrækkelse. Efterhånden er det blevet fast rutine at åbne Facebook hver morgen for at lige at tjekke, om nogle af vennerne har oplevet noget vildt siden sidst (hvilket var kl. 23.30 i aftes) - en rutine på linje med at sætte vand over til kaffe, hente avisen, åbne vinduet osv. 

Men i modsætning til alle de andre rutineprægede lørdag-morgen-sysler, fik jeg et lettere chok, da jeg åbnede Facebook, for frem fra sitets blålige lys tonede overskriften:

Kapitalisten Morten Dürr og idealisten Trine May

- efterfulgt af et link, postet af min eks-Facebookven Morten Dürr. Linket var til hans blogindlæg, der bar ovennævnte kække overskrift. Og her kunne jeg så læse en offentlig tilsvining af mig. Han skriver, at han forleden ‘i en længere barok mailudveksling’ blev ‘kraftigt irettesat’ af mig - og han kalder mit bidrag i den omtalte mailkorrespondance for et ‘surt opstød’.

Baggrunden for misèren er, at jeg dagen forinden i al venlighed i en tråd på et andet socialt medie, linkedin, havde rost Morten Dürr for et oplæg, han havde holdt på en konference, hvor vi begge deltog. I stedet for at takke for rosen, spurgte han, om han ikke måtte få nogle gratis Fandango-bøger. Fandango er et dansksystem til alle klassetrin, jeg har været med til at udarbejde for forlaget Gyldendal. Bøgerne hertil findes både som trykte bøger og som i-bøger, og i 2. klasse arbejder vi blandt meget andet med Morten Dürrs og Lars Gabels fine billedbog Marias dukke, som dog ikke (som den eneste) er med i i-bogen. 

Det med de gratis Fandangobøger svarede jeg selvfølgelig positivt på, og jeg inviterede ham ydermere venligt på kaffe, så jeg kunne vise ham, hvor fint det fungerer med Fandangos i-bøger, hvor elever (og forældre) kan bladre sig igennem de flotte billedbøger på deres computer eller i-pad. Genialt, simpelt hen! 

I indskolingen arbejder vi udelukkende med billedbøger, jeg har håndplukket fra det bedste af den moderne danske børnelitteratur. Her er billedbøger af forfatterne Kim Fupz Aakeson, Stian Hole, Martin Glaz Serup, Marianne Iben Hansen, Mette Moestrup, Ida Jessen, Christina Weise, Tore Renberg, Louis Jensen, Bjørn F. Rørvik, Thorstein Thomsen, Lone Munksgaard Nielsen, Tina Sakura Bestle, Jakob Martin Strid, Anthony Browne og Oscar K + lige så mange illustratorer. De har alle sagt ja til, at lade deres flotte billedbøger indgå i vores i-bog - alle for det samme honorar. Og her kommer vi til sagens kerne: Een ville ikke være med på samme vilkår. Rigtigt gættet: Morten Dürr. 

Det drøftede han og jeg i går i en mailkorrespondance, som jeg troede var privat. Tonen var let, venlig og munter - på ingen måde 'sur' og da slet ikke 'irettesættende'. Jeg skal være den sidste til at irettesætte andre forfattere! Ja, jeg troede, den var privat, men nu har han her til morgen hængt mig ud på både Facebook og på bloggen, hvor han citerer lystigt fra vores korrespondance. 

Men det er ikke det værste. Det kommer her:

Da jeg (der i lørdag-morgen-tøjet med kaffekoppen i hånden) havde læst indlægget, skrev jeg naturligvis en kort kommentar, hvor jeg (igen i venlighed) udlagde min version af historien - og jeg kunne se, at andre allerede havde kommenteret også. De samme ord satte jeg ind som en kommentar til hans blog. 

Men ak - få minutter efter

• var min kommentar på Facebook slettet
• var min kommentar på bloggen slettet
• havde Morten Dürr slettet mig som Facebookven
• havde Morten Dürr blokeret min adgang til hans væg
• havde Morten Dürr blokeret min mulighed for at skrive en kommentar til hans blog
• havde Morten Dürr slettet mig som linkedin-connection. 

Så nu kan jeg ikke få lov at forsvare mig - og jeg kan ikke se, hvad alle andre skriver om mig i tråden.

Det, jeg vil sige med alt dette er, at der er en bagside af medaljen, når vi taler nye medier: 

I stedet for at være en gave til ytringsfriheden, er internettet blevet til en offentlig spankingarena, hvor det er i orden at tilsvine andre i alles påsyn, uden at offeret har mulighed for at forsvare sig, eller endda for at se, hvad de andre finder på at lange ud af verbale lussinger eller latterliggørende spydigheder. Du kan kun sidde alene hjemme og gætte på, hvad de skriver. De andre holder en lukket fest, du ikke har adgang til, og hvor de kan kyle hvad som helst efter dig. 

Det går mig ikke på, for jeg er voksen, reflekteret og selvsikker - men tænk, hvordan det må være for et barn, der går i 5. klasse, hvis klassekammeraterne gør det samme. Kyler verbalt shit efter det, uden at det har mulighed for at forsvare sig. 

Kære dansklærere! Aldrig har det været vigtigere at få kommunikation på skoleskemaet, så i hvert fald børnene kan lære, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt i vores fagre nye medieverden. Én ting er at spanke en anden offentligt til alles beskuelse, det er for så vidt i orden - man skal have lov til at lufte sin kritik - men efterfølgende at udelukke offeret for at forsvare sig, endsige for at følge med i, hvad de andre skriver om een, det er decideret nederdrægtigt. Føj!

Morten Dürr har ikke lært det, men lov mig, kære dansklærere, at I underviser jeres elever, uanset klassetrin, i, hvordan de skal opføre sig på nettet. 

Kan en and være en lidenskabelig pianist? YES! 

Slår der flammer op fra klaveret, når han spiller? DOBBELT YES!

Louis Jensen, der fylder 70 i dag, skriver med lidenskab og brænder igennem til sin primære målgruppe, børnene. 

Jo, han gør! 

Louis Jensen har med sin imponerende produktion et bagkatalog, der får Fælles Mål til at ligne et haikudigt. Han har boltret sig i snart sagt alle tænkelige formater: romaner, noveller, kortprosa, digte, drama, billedbøger, essays, faktionshybrider, biografier - og ikke mindst den selvopfundne genre firkantede historier, der vist er helt uden for kategori.

Få børnebogsforfattere har betydet så meget for børnelitteraturens udvikling i Danmark som Louis Jensen. Hans første roman for børn, Krystalmanden fra 1986, var for mig at se udtryk for et paradigmeskifte i dansk børnelitteratur helt på højde med det ellers altid udråbte skelsættende år 1967, hvor Ole Lund Kirkegaard debuterede med Lille Virgil.

Med Louis Jensens entré på den børnelitterære arena kom en forfatter, der henvendte sig til sine (barne)læsere som litterært kompetente væsener - nøjagtig som forbillederne H.C. Andersen og B.S. Ingemann. Dem vender vi tilbage til.

Det med at en bog for børn havde en litterært kompetent implicit læser, var man ellers ikke forvænt med, dengang i 80‘erne, hvor efterdønningerne fra 70‘ernes socialrealisme stadig skvulpede rundt i det børnelitterære hav, og alvorlige titler som Conny og bolighajen (Per Holm Knudsen), Ole og fabrikken (Sven Wernström) og Runes mor er smed (Bodil Bredsdorff) stadig var at finde på børnebibliotekernes hylder. 

Men med Louis Jensen kom der andre boller på suppen. Og derfor var det da også med nogen måben, forundring - og ja måske endda rysten på dansklærernes hoveder, da en dreng, en krage, en gammel mand, en mesterbokser og en baby rejste Danmark rundt sammen på en gammel Nimbus for at finde de skjulte brikker til et hemmeligt guldpuslespil. Der i 1986. Det var avantgarde.

Hvad har han gang i?

Hvorfor skal det være så mærkeligt?

Når jeg ikke selv forstår hans tekster, hvordan skal jeg så forvente, at mine elever gør?

Sådanne spørgsmål var ikke ualmindelige. Altså hos lærerne. Ikke børnene. De kan sagtens kapere forfatterskabets tekster - især hvis de formidles nænsomt i litteraturundervisningen. Så er det ikke spor svært. Hør bare her:

En syv hundrede og toogtredvte gang var der et bibliotek, og der var en bog af sand. Og en af vand og en af ild og på den øverste etage, som lå helt oppe i himlen, var der en bog af luft. I virkeligheden var det ikke særligt svært at læse i bøgerne, for bogstaverne var alm. bogstaver, bare lavet af sand, vand, ild og luft.

Sådan! Selvfølgelig! Hvor svært kan det være? 

I dag vrimler det børnelitterære landskab med avanceret, litterært udfordrende og kompleks litteratur, takket være vores fødselar, der var foregangsmand for den eksperimenterende børnelitteratur - og banede vejen for en lang række andre. Havde vi mon haft fantastiske romaner i dag som Drengen med sølvhjelmen (Hanne Kvist, 1999) eller Papirdrengen (Tina Sakura Bestle, 2010) uden Louis Jensen? Næppe. Så mange tak for det vigtige bidrag til, at børnelitteraturens æstetik skiftede spor, dengang i 1986.

Det var først med Louis Jensens store gennembrudsroman, Skelettet på hjul, fra 92, jeg selv første gang stiftede bekendtskab med hans fantastiske univers. Jeg havde været dansklærer nogle år, men manglede udfordrende litteratur til mine mellemtrinsklasser, og en dag stødte jeg på romanen Skelettet på hjul - og jeg var solgt på stedet. Som i mange af Jensens efterfølgende romaner har vi i hovedrollen en halvstor, sympatisk dreng, der må forlade sit hjem pga. inkompetente, uempatiske, fuldkommen latterlige forældre. I Skelettet på hjul hedder han Martin, og romanen indledes med ordene: 

Da Martin har haft sin hund i tre dage, slår hans far og mor hunden ihjel. 

Noget af en åbning!

Heldigvis er verden ikke kun ond, så Martin opsøges på metafysisk vis af Lysenglen, der viser ham vej på lang en rejse efter hundens sjæl - en ydre rejse, der tilsvarer hans indre rejse mod at finde sin identitet og klare sig selv. Dette rejsemotiv møder vi i en række af hans øvrige romaner også, som Den frygtelige hånd og To kroner og 25 øre. I det hele taget kredser forfatterskabet om genkommende motiver som lys, vand, luft, hjerter og afhuggede kropsdele, der gør det interessant at fordybe sig i flere nedslag i forfatterskabet og perspektivere værkerne til hinanden, til deres forgængere (intertekstuelle links bagud i litteraturhistorien fremtræder åbenlyst) - og til ens eget liv.

Nøjagtig som den implicitte læser af disse romaner som nævnt må karakteriseres som værende i stand til at kapere avanceret og stærkt symbolsk litteratur, så skildres de sympatiske hovedpersoner ligeledes som kompetente og handlekraftige børn, der vil alle det bedste og tror på kærligheden som helende kraft. Et barnesyn, der ligner det, vi ser hos romantikkens store digtere for børn, H.C. Andersen og B.S. Ingemann. 

Og meget apropos er Jensens helt nye roman L.I.V. - En historie om forelskelse helt åbenlyst skrevet direkte på ryggen af H.C. Andersens Klods-Hans. Hovedpersonen Karl er, nøjagtig som Klods-Hans, en vaskeægte romantiker, der med sine sande, ægte værdier i behold, tør gå sine egne veje og ikke blot aflire kliché på kliché som de ulidelige brødre, den latterlige far og kedelige skolelærer.

Vel nok allermest kendt er Louis Jensen for sine firkantede historer - et ambitiøst projekt, han påbegyndte i 1992 med bogen Hundrede historier, der (rigtigt gættet!) indeholder hundrede historier, som alle i den ydre, grafiske udformning er kvadratiske, men indvendig er alt andet end firkantede. Her er de skæve, gakkede, skægge - og ofte dybt poetiske. De er alle skrevet ind i eventyrformlen, idet de alle er nummereret i anslaget: En gang var der en bager ... En anden gang var der en kartoffel ...  og sådan fortsættes der utrætteligt deropad i talrækken, og indtil nu er der udkommet otte bind, hver med hundrede firkantede historier. Tanken er, at der skal udkomme ti bind, hvorefter en sidste lille, firkantet historie skal udkomme i en bog helt for sig selv. Et imponerende intertekstuelt projekt, og et af de mest opsigtsvækkende formeksperimenter i børnelitteraturens historie. 

Men hvad kan man bruge dem til? Man kan for det første ‘bare’ labbe dem i sig og nyde de skønne historier, rytmen, sproget - og de mange referencer og hyggelige hilsner, der sendes til forfatterens egne forbilleder som Grundtvig, Ingemann, Brorson, Kingo - og ikke mindst H.C. Andersen:

En et hundrede og seksoghalvfjerdsindstyvende gang var der et ben som hed Sig Selv og som marcherede taktfast af sted ud ad landevejen på Fyn: Een! Een! Een! ...

Men også i litteraturundervisningen er de yderst velegnede. Fx til drøftelser om, hvad litteratur overhovedet er. Det inviterer de mange metafiktive lag, teksterne gemmer på, nemlig til:

En syv hundrede og fireoghalvfjerdsindstyvende gang var der en forfatter, der havde en stor hammer liggende på sit skrivebord. Til at knække nødder med? Næh, til svære, genstridige tekster. Når det ikke blev, som det skulle, så greb han hammeren og slog den ned på papiret. Klask! Bang! Krasssh! Ramte han sig aldrig over sin egen finger? Joh, ca. hver anden gang.

Og lad jer overvældes over det stædigt fastholdte tema om, at kærligheden sejrer - igen og igen - og som bekendt overvinder alt. 

En seks hundrede og otteogtyvende gang var der en rød kærlighedsfugl. Så faldt den ned af træet og døde. Men gjorde det noget? Nej! For nu vokser et nyt træ op. Endnu højere, endnu grønnere, og på hver eneste gren sidder en rød kærligheds-fugl og synger! og tænk dig: Månen står i sin båd, læner sig ud og synger med!

Jeg kan ikke anbefale det nok: Åbn klasseværelsesdøren (uanset klassetrin) og lad dette fantastiske, nyskabende og fuldstændig geniale forfatterskab komme indenfor i danskundervisningen. 

Stort tillykke til Louis Jensen! 

Jeg vil altid handle i Mustafas kiosk!

Hvad sker der lige for svenskerne? 

Sverige er landet, som jeg altid har anset som foregangsland for den moderne børnelitteratur, da min heltinde, mit livsstilsforbillede, min rollemodel, Pippi Langstrømpe, helt tilbage i 1945 sprang ud som individ, gav baghjul til de gabende kedsommelige kønsstereotyper af raske drenge og pæne piger, der indtil da havde befolket børnelitteraturen - og i sine alt for store sko banede vejen for herligt pædagogisk ukorrekte personligheder som Lille Virgil, Vitello - og Mustafa. 

Sidstnævnte af skønne Jakob Martin Strid. Som både forfatter og illustrator har han forsynet os med en bunke geniale billedbøger, som et samlet anmelderkorps lige siden debut’en i sluthalvfemserne har stået i kø for at kaste superlativer efter. Hans rim er udråbt til at nå Halfdanske højder, hans seneste bog, Den utrolige historie om den kæmpestore pære, var for nylig nomineret til Læsernes Bogpris i Berlingske Tidende som den eneste børnebog nogensinde - og adskillige priser, bl.a. Kulturministeriets Illustratorpris, Gyldendals Store Børnebogspris og ikke mindst Kronprinsparrets Kulturpris er regnet ned over Strid pga. hans imponerende forfatter- og illustratorskab.

Men i den forgangne uge fik piben en anden lyd. Et hobetal af svenskere har udtrykt deres forargelse over forfatteren på de sociale medier. Det hele begyndte med, at en svensk kvinde, Therese Kärrman, fik aktiveret det røde felt over Strids lille mesterværk Mustafas kiosk fra 1999 (udkom i Sverige i 2002). På Facebook stillede kvinden følgende spørgsmål, direkte adresseret det svenske forlag, Kabusa Böcker, som har udgivet bogen i Sverige: 

Berätta, hur tänkte ni när bestämde er för att ge ut Mustafas Kiosk? Maken till rasistisk nidbild..?!

Det satte en lavine i gang, og stribevis af indlæg fulgte efter. Indlæg, der bl.a. sammenlignede bogen med antisemitisk litteratur fra Nazi-Tyskland og beskyldte Strid (ikke hans bog, men ham selv) for at være racist og islamofobisk. 

Og hvad værre er, forlaget undskyldte efterfølgende og skrev bl.a.: Vi är tacksamma för att ni har hört av er och vi har lärt oss mycket. Vi tar med oss detta i vårt fortsatta arbete.

Mustafas kiosk består af 17 små, gakkede, skægge nonsensrim med skønne håndtegnede billeder. Vi hører fx om frøen, der begår bankrøveri bevæbnet med en kniv og en kotelet, vi hører om Grønthandler Grøn, der elsker at skyde med pistol, men jo er en fornuftig mand, så han får job på en ostefabrik som professionel ostehulsskyder - og så hører vi, at 

I Mustafas kiosk

kan man købe næsten alt

bananer og dynamolygter

Sodavand og salt

[...]

Mustafa har engang

hugget hovedet af en mand

så det faldt rigtig af og blødte
- Historien er skam sand.

Come on, kære svenskere ... det er for sjov! Mustafa har ikke hugget hovedet af en mand med sin sabel, så det faldt af og blødte. Og hr. Grøn har ikke fået job som ostehulsskyder. Ikke i virkeligheden. Kun i historien. Mustafa har faktisk ikke engang halshugget en mand i historien. Det er en løgnehistorie, han fortæller de interesserede børn, der opsøger ham i butikken. 

Det kan børn sagtens gennemskue. De lærer nemlig, fra de begynder i skole, at litteratur ikke er virkelighed, men er opdigtede historier, som er skrevet af forfattere (ordkunstnere), og som skal læses med fordobling.

Mustafas kiosk er ikke en racistisk børnebog. Den er det modsatte. Den er inkluderende. Mustafa er en helt. En spændende helt med turban, ørering og guldtand, der inviterer børnene ind i sin butik og fortæller dem røverhistorier. Nøjagtig som Kong Gulerod i Lille Virgil.

Og hvis vi spørger ham pænt

må vi sikkert se hans sabel

Mustafas kiosk

er bare formidabel!


Da web 2.0 var nyt, blev vi lovet demokratisering. Nu kunne enhver komme til orde og publicere sit budskab til hele verden på no time. 

På godt og ondt. Her ondt. Her er det brugt til at stemple en fantastisk forfatter som racist - og med personlige forhånelser har han en uge været anbragt i en offentlig gabestok. 

Lad mig afslutningsvis citere forfatteren selv: 

Alle må affinde sig med satire ... Man er ikke automatisk fritaget for humor, bare fordi man er indvandrer eller muslim. Følger man den logik, ender det jo med, at vi kun kan lave grin med hvide, heteroseksuelle mænd - hvor sjovt er det?

Ja, hvor sjovt er det? Vi ville jo bliver skudt direkte tilbage til tiden med Flemming-, Jan- og Pukbøgerne. Og det var som bekendt ikke nogen guldalder i dansk børnelitteraturhistorie.

Astrid Lindgren ville vende sig i graven!

Træer eller tavler? Retina eller kardus?

Jeg åbner ballet i denne virtuelle kaffeklub med en refleksion om to forskellige tekstplatforme: bogen og skærmen. 

Skal vi (som dengang i middelalderen for fem år siden, hvor en tablet var noget, man indtog, hvis man var syg) stadig læse bøger i skolen? Eller skal vi indføre papirløse skoler, fordi bogen er kedelig og gammeldags (og for øvrigt sindssygt dyr) – og udelukkende boltre os på de digitale platforme?

Vi kan jo allerede høre udkantsborgmestre med stolthed udbasunere, at de skam er helt med fremme på det digitale beat, så deres skoler er 100 procent papirløse!. Og som en kær kollega beskrev for nylig – man kan se scenariet for sig: En aula på en skole, hvor gulvet ligner det gulv af blinkende glasfliser, John Travolta dansede henover på coveret til Saturday Night Fever. Nu er det bare iPads, gulvet er beklædt med, og en flok børnehaveklasseelever sidder i bogstavelig forstand og savler over dem.

Lad det være sagt allerede her: Jeg læser ofte aviser på min iPad. Jeg synes også, det er totalt smart at have iPad’en med i et fly - fuld af gode e-bøger, når jeg skal ud at rejse.

Og i undervisningssammenhæng er de digitale platforme endnu smartere. Jeg har selv skrevet adskillige undervisningsbøger, der fås som både fysiske bøger (og yes, de er tunge, jeg ved det godt) – og som i-bøger. 

En i-bog er en interaktiv bog, og den er helt genial, når fx børn i 0. klasse skal lære den meget nørdede færdighed, det er at læse. For det er sådan (ret irriterende!) med det danske sprog, at det har en uregelmæssig ortografi – at et bogstav ikke bare repræsenterer én lyd, men kan repræsentere flere forskellige lyde. Her er det helt oplagt at supplere den fysiske bog med en i-bog i undervisningen, for i-bogen kan noget, en trykt bog ikke kan: Den kan give lyd fra sig, og så kan de små poder eksperimentere med lydtavler, sætte enkeltlyde sammen til små ord osv. Genialt! 

Og det giver en ekstra dimension i 8. klasses forfatterskabsarbejde om Karen Blixen, når de i i-bogen kan høre hendes egen dybe, aristokratiske stemme læse teksten op. 

Eller når elever i 4. klasse vælger beats, de kan rappe til, når de lærer om rytme og betoning i et lyrikforløb. Et digitalt læremiddel kan meget. Indiskutabelt.

Men 

... en bogtingest kan altså også noget, som end ikke den vildeste retinaskærm kan hamle op med. 

En bog kan først og fremmest være lækker. Og den have en coolness, der overgår enhver skærm. 

Den kan være tyk (Bent Haller: Lille Lucifer)

den kan være høj (Fupz: Ordbog)

den kan være kæmpestor (Strid: Min mormors gebis)

den kan være bred (Lone Munkegaard Nielsen/Hanne Bartholin: Nete og Mørket)

den kan være (fysisk) overraskende (Oscar K/Nono Granero: Efterskrift. Autobiografi fortalt i 3. person

– og den kan være ufattelig smuk (Stian Hole: Annas Himmel).

Og lad mig her citere Fupz fra Ordbogs bagsidetekst: 

I en ordbog [...] kan du vælge slet ikke at slå nogen ord op, men bare bruge bogen til at lægge under et bordben der vipper, eller kaste den efter nogle dummer der irriterer dig, eller tage den på hovedet når det regner, så du ikke får vådt hår. Mulighederne er uendelige.

Dét kan man altså ikke med et link! Det er lidt som med videopejsen. Det bliver aldrig helt det samme som den rigtige, vel?

I fysiske bøger (især billedbøger) kan der være leget med formatet. Og danske billedbogskunstnere får lov til det. Det er bl.a. derfor, de er så pokkers dyre, men jo også derfor de er så fantastiske. 

Det lille mesterværk Nete og Mørket af Nielsen/Bartholin er i opslået tilstand en halv meter bred og kun 14 cm høj. Bogen drejer sig om, hvordan den lille pige Nete lærer at håndtere sin angst for mørke. I bogens begyndelse er hun bange og er bogstaveligt på vej ud ad opslagets venstrekant - vi ser lige hendes ene ben - resten af kroppen er løbet ud ad billedet. Det personificerede væsen, Mørket, derimod, står yderst i opslagets højrekant. Mellem dem er der selvsagt en meget stor konkret tom plads (ca. 45 cm hvidt papir). Bogens fysik er således med til at formidle fortællingen. Jeg ville gerne vise det ved her at bringe et billede af opslaget - men nej nej nej. Det skal jo ses i bogen. Og nu du har den fremme, så læg lige mærke til det superelegante tryk - den sofistikerede glans, de sorte streger har på det halvmatte hvide papir. 

Min pointe er åbenlys: Vi skal kombinere de to platforme. Digitale læremidler skal ikke erstatte, men supplere bogen. Vi skal da boltre os løs i alle formater. Hvor er det fantastisk, at vi i 2. klasse på i-bogen kan høre Ole Lund Kirkegaard, med 70’er-århus-dialekt og pibe i munden læse Gummi-Tarzan op - men hvor er det også fantastisk, at vi samtidig kan bladre i bogtingesten og se hans geniale tegninger, pile med skæve budskaber, der går tværs hen over opslaget, talebobler med skøre lydord osv. og mærke (og ae!) den fine bog.

Da jeg kom hjem her til aften, lå der en pakke til mig. Den var fra det norske forlag Cappelen Damm. En norsk redaktør havde været så sød at sende mig Stian Holes nye billedbog, Annas Himmel. Jeg skyndte mig ind, smed mine tasker fra mig, hev køkkenskuffen op og fiskede en kniv op, der kunne hjælpe mig med at flå pappet af. Jeg stod stadig i jakken midt på køkkengulvet, da jeg et kvarter senere havde læst bogen. Dybt berørt. Måske er det her patetisk, men jeg tror ikke, jeg havde haft samme følelse foran computeren. 

Selvfølgelig er jeg latterlig nørdet og en gammel nostalgisk bibliofil, når jeg stadig holder fast i at skrive og læse på døde træer, jeg ved det godt. Jeg synes bare, det er så synd, hvis bogen bliver en feinschmecker- og luxusgenstand, man som elev kun har adgang til, hvis man går i skole i Gentofte.

Og som en af mine kursister sagde til mig forleden: 

‘Det bliver altså sværere og sværere at blive ved at finde argumenter for bogen’.

Tja ... måske slipper de op. Men så vil jeg alligevel sætte mig i øreklapstolen med en fed roman og et tæppe om bentøjet, tænde væglampen, pejsen (altså den rigtige) og merskumspiben - så sørger bogen for resten.