Fem trends i tidens børne- og ungdomslitteratur

Jeg bliver rigtig tit spurgt om, hvad jeg synes karakteriserer tidens børne- og ungdomslitteratur. Det er et stort spørgsmål, for der udkommer i omegnen af 2000 bøger for børn og unge om året i Danmark, så feltet er naturligvis bredt: Der udkommer fagbøger, billedbøger, pegebøger, læse-letbøger osv., men dem jeg i mit arbejde opholder mig mest ved, er naturligvis dem, jeg ser et undervisningsmæssigt potentiale i. Altså et potentiale, der gør dem velegnede til, at eleverne kan udvikle deres fiktionskompetence. Når vi arbejder med litteratur i danskundervisningen, er det naturligvis, uanset klassetrin, med henblik på, at eleverne skal blive dygtige til at analysere og fortolke litteratur - og i øvrigt kunne nyde forfatternes kunstneriske greb og sproglige leg. Og hertil er den helt moderne litteratur særdeles velegnet.

Faktum er, at litteraturen for børn og unge i dag ser markant anderledes ud, end den gjorde for bare 10-15 år siden: Man har bevæget sig væk fra fantasygenren, som jo kendetegnede markedet omkring årtusindskiftet - nu skrives der hardcore socialrealisme. Råt for udsødet! Altså ikke som 70'er-socialrealismen, hvor man muntrede sig i klasselokalet med titler som Conni og bolighajen og Runes mor er smed. I dag har børne- og ungdomslitteraturen i langt højere grad kunstneriske ambitioner, og grænserne mellem børne- og voksenlitteratur bliver mere og mere udvisket. Man taler derfor også om alle-aldre-litteratur.

En af de senere års mest markante ungdomsromaner er Ronnie Andersens Komatøs (Høst & Søn, 2012). Her møder vi:

• en alkoholiseret, enlig mor, der på ingen måde agerer ansvarligt
• en voldelig far
• en nomadefamilie, der bor i en campingvogn
• sociale myndigheder, der svigter gang på gang

OG

• en 14-årig pige, der (udover det kolossale rod i baglandet) er udsat for massiv mobning,

MEN 

- som tager sagen i egen hånd, agerer kompetent og ansvarligt - og med socialt engagement udviser omsorg for sin omverden. 

Maj, som hovedpersonen hedder, er ganske typisk som romanfigur - og de latterlige voksne er ligeledes typiske for tidens børne- og ungdomslitteratur. Tænk bare på Louis Jensens geniale roman To kroner og 25 øre (Gyldendal, 2011), Fupz Aakesons fine Jeg er William (Gyldendal, 2013) - eller for den sags skyld hans og Kamilla Slocinkas rørende billedbog Køteren (Gyldendal, 2012).

Desuden er komatøsen Maj sprogligt begavet og har udpræget humoristisk sans. Der leges lystigt med sproget: Pigen og hendes mor spiller et selvopfundet spil, hvor de ved hjælp af kriblekrydsbrikker skal sætte bogstaver sammen, så de danner mærkelige, sjove ord: Bogens titel K O M A T Ø S er eksempel, og begavede Maj fabulerer og reflekterer løbende over sproget, hvilket giver nogle ret morsomme indslag i den elles så barske historie. Ydermere forholder hun sig på et metaplan til sin egen histories genre: Der manglede ligesom noget, trolde, feer, eller bare lidt magi. Socialrealisme fik jeg nok af derhjemme.

Lyst til sproglig leg gør sig også gældende i flere andre nyere udgivelser, fx Mette Hegnhøj Mortensens/Lars Vegas’ billedroman Møgungen (2010), hvori der, trods det episke set up, vrimler med retoriske stilfigurer som allitteration, anaforer og ellipser. Sproget er insisterende rytmisk, og i det helt taget udvises der sproglig opfindsomhed: 

Møgungen. Det er mig. Det er mig, der er Møgungen. Her i de svenske skove. Sammen med Helge Helge.

Hvad helvede er det for et lotteri? Syv fucking dage i en skide skov. Mellem stammer og træer. Nitte

Okay. Han er en modig mand, ham Helge Helge, og den eneste, der rakte fingeren i vejret, da de skulle finde en, der turde tage til de svenske skove med mig.

Helge Helge pakker ud. Tændstikker. Fluesmækker. Plaster. Pulversuppe. Livrem og seler. Hold kæft, han har virkelig tænkt sig at overleve.

En tredje tendens, der forekommer i både Komatøs og Møgungen er, at det aristoteliske fortælleskema med begyndelse, midte og slutning er forladt til fordel for mere avancerede kompositionsformer. Der begyndes ofte uden indledning (in medias res), sluttes måske åbent, og der klippes mellem fortid, nutid og fremtid. Komatøs begynder ved slutningen, hvorefter Maj ser tilbage og fortæller sin historie retrospektivt. Når bogen er ca. to tredjedele henne, er vi igen ved bogens begyndelse (som jo er slutningen) - og i resten af værket krydsklippes i glimt mellem forskellige tider. En lignende komposition har også Møgungen, der dog i sin grafiske udformning giver læseren en hjælpende hånd, idet de tilbageskuende glimt er markeret i kursiv.

Som en fjerde tendens vil jeg fremhæve, at billeder og grafik er blevet aktive medspillere i formidlingen af en historie. Der er udkommet et væld af billedbøger, graphic novels, billedromaner osv. til alle aldre. Og bogen som fysisk objekt bliver en del af udtrykket. I den forbindelse må jeg nævne makkerparret Oscar K og Dorte Karrebæk, der har forsynet os med en række billedebøger. Den ene overgår næsten den anden, og at studere deres samproduktion og dens udvikling gennem årene, vil jeg mene bør være enhver dansklærers våde drøm. At undersøge de utallige intertekstuelle referencer på både tekst- og billedside og at undersøge spændingsforholdet mellem de to udtryksformer (den såkaldte ikonotekst) er spændende nedslag at foretage i litteraturundervisningen. Også Stian Hole skal her fremhæves, hvor ikke bare ord og billeder spiller sammen på smukkeste vis - men også hele fortællingens indpakning, for- og bagsats, kolofon osv. er med til at fortælle historien.

Som en sidste tendens vil jeg fremhæve kortformen. Ikke alene er fantasygenren forladt til fordel for socialrealisme - de store, omfangsrige bøger, som jo var så hotte i 90'erne og 00'erne, er mange forfattere ligeledes gået væk fra og skriver i stedet kort og koncentreret. Bent Haller bragede igennem i 2008 med kortprosasamlingen Grænsebørn, og en stribe af korte tekster, er fulgt i kølvandet på den. Både som egentlig kortprosa, men også i romanformatet er indholdet i mange værker kogt ind til det absolut minimale. Anita Krumbachs romaner er et godt eksempel. Og Fupz Aakensons Jeg begyndte sådan set bare at gå skriger på at blive inddraget i litteraturundervisningen fra 5.-6. klasse og op.

Opsummeret er de fem tendenser er således:

1. Rå socialrealisme
2. Sproglig leg
3. Avancerede kompositioner
4. Bøger med billeder
5. Kort og godt!

Spørgsmålet er, om denne nye litteratur kalder på nye didaktiske tilgange. Svaret er JA! Men det bliver i et andet indlæg, jeg kommer ind på det.

Litteraturliste:

Andersen, Ronnie: Komatøs, Høst & Søn, 2012 

Haller, Bent: Græsebørn, Høst & Søn, 2008

Hole, Stian: Annas himmel, Høst & Søn, 2013

Jensen, Louis: To kroner og 25 øre, Gyldendal, 2011

Krumbach, Anita: Et mærkeligt skib, Høst & Søn, 2010

Mortensen, Mette Hegnhø/Lars Vegas: Møgungen, Dansklærerforenngens Forlag, 2011

Oscar K/Dorte Karrebæk: IDIOT!, Høst & Søn, 2009

Oscar K/Dorte Karrebæk: Shakespeares Hamlet, Dansklærerforeningen, 2009

Aakeson, Kim Fupz: Det satans ukrudt, Gyldendal, 2013

Aakeson, Kim Fupz: Jeg begyndte sådan set bare at gå, Gyldendal, 2011

Aakeson, Kim Fupz/Kamilla Slocinska: Køteren, Gyldendal, 2012

Kan man fange en makrel i himlen?

Sådan spørger hovedpersonen Anna i Stian Holes billedbog Annas Himmel (2013). Sammen med en række andre spørgsmål, der ikke er så ligetil at svare på. Og det er ganske typisk for den moderne billedbog: Den stiller spørgsmål, svære og kryptiske spørgsmål, og i stedet for at give svar, inviterer den læseren til forundring og refleksion. Blandt andet derfor er den moderne billedbog særdeles velegnet i litteraturundervisningen på samtlige trin i skolen. Men selvfølgelig også fordi den formidler store fortællinger i ufatteligt smukke rammer. 

Men hvor begynder en billedbogsfortælling egentlig? Mange moderne billedbøger integrerer historiens ‘indpakning’ som en del af fortællingen. På for- og bagsats vrimler der med symbolske hints om fortællingen på smukke collager, og også titelblad, kolofon osv. indgår som en del af udtrykket. 
                                                                                                                                                 

Moderne billedbøger er en gave til litteraturundervisningen, fordi de på én gang er enkle, overskuelige og eksemplariske fortællinger - og på samme tid højst eksperimenterende, avancerede og normbrydende. I både ord og billeder.

De moderne forfattere og billedkunstnere udviser stor lyst til at eksperimentere med både form og indhold. Der er ikke grænser for, hvad der kan tages op at barske temaer: omsorgssvigtede børn, voldelige, drikfældige og uduelige forældre - men heldigvis har forfatter og kunstner stor tiltro til børn - både til de børn, der optræder i litteraturen (de klarer sig, trods forældrenes fravær og manglende empati), men også til de børn, der læser bøgerne. Man har tiltro til, at de kan kapere en del. Som det fremgår af bagsideteksten på Oscar K’s og Dorte Karrebæks Forbudt for børn-serie, henvender den sig til de 8-10 årige som intelligente væsener. Svær og spændende læsning, foruroligende, forbudte bøger. Hemmelighedsbøger, der kan læses mange gange, fordi der hele tiden er nyt at opdage i tekst og billede.

Ja, svær og spændende læsning, det er det. Men hvad stiller vi op med de fantastiske billedbøger i litteraturundervisningen? Svaret er naturligvis, at det afhænger af, hvilken type billedbog, der er tale om. Allerede for mange år siden forsøgte flere børnelitteraturforskere at dimensionere billedbøger i forskellige kategorier, og ret så handy er Ulla Rhedins opdeling i det, hun kalder den symmetriske, den tolkende og den genuine billedbog. 

I førstnævnte er der tale om illustrerede bøger. Her viser billederne det samme, som ordene fortæller, og således har læseren to udtryk for den samme meddelse, et verbalt og et visuelt. Sådan var de fleste ældre billedbøger - og også nogle nye. Lad mig slå fast, at dette intet har med god eller dårlig kvalitet at gøre - symmetriske billedbøger kan være af høj høj kvalitet. Eksempelvis må Aakesons/Bojesens serie om drengen Vitello siges at kunne placeres i denne kategori. I sådanne billedbøger er det teksten, der bærer fortællingen, og den kan læses uafhængigt af billederne, som en novelle.

Hvad angår de tolkende og genuine billedbøger giver det dog på ingen måde mening at læse dem uafhængigt af billederne, idet billederne bærer ligeså meget af fortællingen - eller måske mere - end ordene. Her er det naturligvis ikke tilstrækkeligt at opholde sig ved teksten alene i det analytiske arbejde i skolen. Naturligvis skal tekstens opbygning, sprog, personskildring osv. undersøges, men det analytiske blik bør også rettes mod billederne, og her kan termer som billedudsnit, perspektiv, farver, kompostion, udtryk (teknik, materialer) osv. inddrages. 

Det er dog heller ikke tilstrækkeligt at analysere tekst og billeder hver for sig. Kristin Hallbergs ikonotekst-begreb er værd studere i litteraturarbejdet i klassen. Ikonoteksten er udtryk for det spændingsforhold, der er mellem billedbogens tekst og billeder. Måske udvider billederne teksten - eller måske går de ligefrem i modstrid med teksten, så der er tale om et kontrapunktisk forhold mellem tekst og billeder. 

Gå på opdagelse i billedbogshusets rum - både på tekst-etagen og på billed-etagen, men husk også etageadskillelsen - det er jo det, der sker mellem tekst og billeder, der er interessant.

(Fra Trine May: Læs genrer med CL - Billedbøger (2014)

                                           

Maria Nikolajeva fremhæver, at billedbogen er et medie på linje med film og teater, idet flere modaliteter er sammen om at formidle en fortælling. Men til forskel fra både film og teater, bestemmer billedbogslæseren selv tempoet, og der bør i undervisningen dvæles ved hvert enkelt opslag for at undersøge, hvilke dele af historien vi får fra teksten, og hvilke vi får fra billedet - og om de to udtryk er symmetriske, indgår en dialog eller spiller mod hinanden. 

Hvis teksten er sart og poetisk, er billederne så det samme (farver, teknik og materialer)? 

Hvis teksten er fræk og fuld af action, er billederne så det samme? 

Hvem har synsvinklen i teksten (hvor fortælles der fra?) 

Og hvor ser vi motivet fra som beskuere af billedet? 

Er det fra samme sted som teksten - eller fra et andet sted? 

Læner billederne sig op ad en anden person, end tekstens synsvinkelbærer? 

Sådanne spørgsmål er interessante at tage op i undervisningen. Og selv om I har iPads, interaktive tavler, diverse digitale platforme til rådighed, hvilket kan være ret smart i undervisningen, så husk, at billedbøger skal læses i bøger. Hav altid, altid mindst ét eksemplar af den fysiske bog med i klassen også - og gerne mange flere.

Litteraturliste

Bestle, Tina Sakura og Anna Jacobina Jacobsen: Lille lort, Alfa, 2012

Browne, Anthony: Mig og dig, Apostrof, 2010

Hole, Stian: Annas himmel, Høst & Søn, 2013

Hole, Stian: Garmanns hemmelighed, Høst & Søn, 2010

Hole, Stian: Garmanns sommer, Høst & Søn, 2006

Innocenti, Roberto og Aaron Frisch: Pigen i rødt, Høst & Søn, 2013

Jessen, Ida og Hanne Bartholin: Den lille gule pige, Høst & Søn, 2008

Kvist, Hanne: To af alting, Gyldendal, 2013

Neerlin, Mette Eike og Rasmus Bregnhøi: Historien om Ib Madsen, Høst & Søn, 2013

Neves, André: Mellem skyerne, Jensen & Dalgaard, 2013

Nielsen, Lone Munksgaard og Hanne Bartholin: Nete og Mørket, Gyldendal, 2012

Oscar K og Dorte Karrebæk: Hamlet, Dansklærerforeningens Forlag, 2009

Oscar K og Dorte Karrebæk: Idiot!, Høst & Søn, 2009

Renberg, Tore og Øyvind Torseter: Giv den gas, Ine, Høst & Søn, 2011

Serup, Martin Glaz og Cato Thau-Jensen: en spændende historie, Gyldendal, 2009

Tan, Shaun: Det røde træ, ABC-forlag, 2013

Aakeson, Kim Fupz og Cato Thau-Jensen: Det satans ukrudt, Gyldendal, 2013

Aakosen, Kim Fupz og Kamila Slocinska: Køteren, Gyldendal, 2012

Aakeson, Kim Fupz og Niels Bo Bojesen: Vitello får en klam kæreste, Gyldendal, 2009

... og nå ja ... min undervisningsbog Læs genrer med CL - Billedbøger udkommer den 6. februar 2014.