Jeg vil altid handle i Mustafas kiosk!

Hvad sker der lige for svenskerne? 

Sverige er landet, som jeg altid har anset som foregangsland for den moderne børnelitteratur, da min heltinde, mit livsstilsforbillede, min rollemodel, Pippi Langstrømpe, helt tilbage i 1945 sprang ud som individ, gav baghjul til de gabende kedsommelige kønsstereotyper af raske drenge og pæne piger, der indtil da havde befolket børnelitteraturen - og i sine alt for store sko banede vejen for herligt pædagogisk ukorrekte personligheder som Lille Virgil, Vitello - og Mustafa. 

Sidstnævnte af skønne Jakob Martin Strid. Som både forfatter og illustrator har han forsynet os med en bunke geniale billedbøger, som et samlet anmelderkorps lige siden debut’en i sluthalvfemserne har stået i kø for at kaste superlativer efter. Hans rim er udråbt til at nå Halfdanske højder, hans seneste bog, Den utrolige historie om den kæmpestore pære, var for nylig nomineret til Læsernes Bogpris i Berlingske Tidende som den eneste børnebog nogensinde - og adskillige priser, bl.a. Kulturministeriets Illustratorpris, Gyldendals Store Børnebogspris og ikke mindst Kronprinsparrets Kulturpris er regnet ned over Strid pga. hans imponerende forfatter- og illustratorskab.

Men i den forgangne uge fik piben en anden lyd. Et hobetal af svenskere har udtrykt deres forargelse over forfatteren på de sociale medier. Det hele begyndte med, at en svensk kvinde, Therese Kärrman, fik aktiveret det røde felt over Strids lille mesterværk Mustafas kiosk fra 1999 (udkom i Sverige i 2002). På Facebook stillede kvinden følgende spørgsmål, direkte adresseret det svenske forlag, Kabusa Böcker, som har udgivet bogen i Sverige: 

Berätta, hur tänkte ni när bestämde er för att ge ut Mustafas Kiosk? Maken till rasistisk nidbild..?!

Det satte en lavine i gang, og stribevis af indlæg fulgte efter. Indlæg, der bl.a. sammenlignede bogen med antisemitisk litteratur fra Nazi-Tyskland og beskyldte Strid (ikke hans bog, men ham selv) for at være racist og islamofobisk. 

Og hvad værre er, forlaget undskyldte efterfølgende og skrev bl.a.: Vi är tacksamma för att ni har hört av er och vi har lärt oss mycket. Vi tar med oss detta i vårt fortsatta arbete.

Mustafas kiosk består af 17 små, gakkede, skægge nonsensrim med skønne håndtegnede billeder. Vi hører fx om frøen, der begår bankrøveri bevæbnet med en kniv og en kotelet, vi hører om Grønthandler Grøn, der elsker at skyde med pistol, men jo er en fornuftig mand, så han får job på en ostefabrik som professionel ostehulsskyder - og så hører vi, at 

I Mustafas kiosk

kan man købe næsten alt

bananer og dynamolygter

Sodavand og salt

[...]

Mustafa har engang

hugget hovedet af en mand

så det faldt rigtig af og blødte
- Historien er skam sand.

Come on, kære svenskere ... det er for sjov! Mustafa har ikke hugget hovedet af en mand med sin sabel, så det faldt af og blødte. Og hr. Grøn har ikke fået job som ostehulsskyder. Ikke i virkeligheden. Kun i historien. Mustafa har faktisk ikke engang halshugget en mand i historien. Det er en løgnehistorie, han fortæller de interesserede børn, der opsøger ham i butikken. 

Det kan børn sagtens gennemskue. De lærer nemlig, fra de begynder i skole, at litteratur ikke er virkelighed, men er opdigtede historier, som er skrevet af forfattere (ordkunstnere), og som skal læses med fordobling.

Mustafas kiosk er ikke en racistisk børnebog. Den er det modsatte. Den er inkluderende. Mustafa er en helt. En spændende helt med turban, ørering og guldtand, der inviterer børnene ind i sin butik og fortæller dem røverhistorier. Nøjagtig som Kong Gulerod i Lille Virgil.

Og hvis vi spørger ham pænt

må vi sikkert se hans sabel

Mustafas kiosk

er bare formidabel!


Da web 2.0 var nyt, blev vi lovet demokratisering. Nu kunne enhver komme til orde og publicere sit budskab til hele verden på no time. 

På godt og ondt. Her ondt. Her er det brugt til at stemple en fantastisk forfatter som racist - og med personlige forhånelser har han en uge været anbragt i en offentlig gabestok. 

Lad mig afslutningsvis citere forfatteren selv: 

Alle må affinde sig med satire ... Man er ikke automatisk fritaget for humor, bare fordi man er indvandrer eller muslim. Følger man den logik, ender det jo med, at vi kun kan lave grin med hvide, heteroseksuelle mænd - hvor sjovt er det?

Ja, hvor sjovt er det? Vi ville jo bliver skudt direkte tilbage til tiden med Flemming-, Jan- og Pukbøgerne. Og det var som bekendt ikke nogen guldalder i dansk børnelitteraturhistorie.

Astrid Lindgren ville vende sig i graven!