Fem trends i tidens børne- og ungdomslitteratur
Jeg bliver rigtig tit spurgt om, hvad jeg synes karakteriserer tidens børne- og ungdomslitteratur. Det er et stort spørgsmål, for der udkommer i omegnen af 2000 bøger for børn og unge om året i Danmark, så feltet er naturligvis bredt: Der udkommer fagbøger, billedbøger, pegebøger, læse-letbøger osv., men dem jeg i mit arbejde opholder mig mest ved, er naturligvis dem, jeg ser et undervisningsmæssigt potentiale i. Altså et potentiale, der gør dem velegnede til, at eleverne kan udvikle deres fiktionskompetence. Når vi arbejder med litteratur i danskundervisningen, er det naturligvis, uanset klassetrin, med henblik på, at eleverne skal blive dygtige til at analysere og fortolke litteratur - og i øvrigt kunne nyde forfatternes kunstneriske greb og sproglige leg. Og hertil er den helt moderne litteratur særdeles velegnet.
Faktum er, at litteraturen for børn og unge i dag ser markant anderledes ud, end den gjorde for bare 10-15 år siden: Man har bevæget sig væk fra fantasygenren, som jo kendetegnede markedet omkring årtusindskiftet - nu skrives der hardcore socialrealisme. Råt for udsødet! Altså ikke som 70'er-socialrealismen, hvor man muntrede sig i klasselokalet med titler som Conni og bolighajen og Runes mor er smed. I dag har børne- og ungdomslitteraturen i langt højere grad kunstneriske ambitioner, og grænserne mellem børne- og voksenlitteratur bliver mere og mere udvisket. Man taler derfor også om alle-aldre-litteratur.
En af de senere års mest markante ungdomsromaner er Ronnie Andersens Komatøs (Høst & Søn, 2012). Her møder vi:
- en alkoholiseret, enlig mor, der på ingen måde agerer ansvarligt
- en voldelig far
- en nomadefamilie, der bor i en campingvogn
- sociale myndigheder, der svigter gang på gang
OG
- en 14-årig pige, der (udover det kolossale rod i baglandet) er udsat for massiv mobning,
MEN
- som tager sagen i egen hånd, agerer kompetent og ansvarligt - og med socialt engagement udviser omsorg for sin omverden.
Maj, som hovedpersonen hedder, er ganske typisk som romanfigur - og de latterlige voksne er ligeledes typiske for tidens børne- og ungdomslitteratur. Tænk bare på Louis Jensens geniale roman To kroner og 25 øre (Gyldendal, 2011), Fupz Aakesons fine Jeg er William (Gyldendal, 2013) - eller for den sags skyld hans og Kamilla Slocinkas rørende billedbog Køteren (Gyldendal, 2012).
Desuden er komatøsen Maj sprogligt begavet og har udpræget humoristisk sans. Der leges lystigt med sproget: Pigen og hendes mor spiller et selvopfundet spil, hvor de ved hjælp af kriblekrydsbrikker skal sætte bogstaver sammen, så de danner mærkelige, sjove ord: Bogens titel K O M A T Ø S er eksempel, og begavede Maj fabulerer og reflekterer løbende over sproget, hvilket giver nogle ret morsomme indslag i den elles så barske historie. Ydermere forholder hun sig på et metaplan til sin egen histories genre: Der manglede ligesom noget, trolde, feer, eller bare lidt magi. Socialrealisme fik jeg nok af derhjemme.
Lyst til sproglig leg gør sig også gældende i flere andre nyere udgivelser, fx Mette Hegnhøj Mortensens/Lars Vegas’ billedroman Møgungen (2010), hvori der, trods det episke set up, vrimler med retoriske stilfigurer som allitteration, anaforer og ellipser. Sproget er insisterende rytmisk, og i det helt taget udvises der sproglig opfindsomhed:
Møgungen. Det er mig. Det er mig, der er Møgungen. Her i de svenske skove. Sammen med Helge Helge.
Hvad helvede er det for et lotteri? Syv fucking dage i en skide skov. Mellem stammer og træer. Nitte
Okay. Han er en modig mand, ham Helge Helge, og den eneste, der rakte fingeren i vejret, da de skulle finde en, der turde tage til de svenske skove med mig.
Helge Helge pakker ud. Tændstikker. Fluesmækker. Plaster. Pulversuppe. Livrem og seler. Hold kæft, han har virkelig tænkt sig at overleve.
En tredje tendens, der forekommer i både Komatøs og Møgungen er, at det aristoteliske fortælleskema med begyndelse, midte og slutning er forladt til fordel for mere avancerede kompositionsformer. Der begyndes ofte uden indledning (in medias res), sluttes måske åbent, og der klippes mellem fortid, nutid og fremtid. Komatøs begynder ved slutningen, hvorefter Maj ser tilbage og fortæller sin historie retrospektivt. Når bogen er ca. to tredjedele henne, er vi igen ved bogens begyndelse (som jo er slutningen) - og i resten af værket krydsklippes i glimt mellem forskellige tider. En lignende komposition har også Møgungen, der dog i sin grafiske udformning giver læseren en hjælpende hånd, idet de tilbageskuende glimt er markeret i kursiv.
Som en fjerde tendens vil jeg fremhæve, at billeder og grafik er blevet aktive medspillere i formidlingen af en historie. Der er udkommet et væld af billedbøger, graphic novels, billedromaner osv. til alle aldre. Og bogen som fysisk objekt bliver en del af udtrykket. I den forbindelse må jeg nævne makkerparret Oscar K og Dorte Karrebæk, der har forsynet os med en række billedebøger. Den ene overgår næsten den anden, og at studere deres samproduktion og dens udvikling gennem årene, vil jeg mene bør være enhver dansklærers våde drøm. At undersøge de utallige intertekstuelle referencer på både tekst- og billedside og at undersøge spændingsforholdet mellem de to udtryksformer (den såkaldte ikonotekst) er spændende nedslag at foretage i litteraturundervisningen. Også Stian Hole skal her fremhæves, hvor ikke bare ord og billeder spiller sammen på smukkeste vis - men også hele fortællingens indpakning, for- og bagsats, kolofon osv. er med til at fortælle historien.
Som en sidste tendens vil jeg fremhæve kortformen. Ikke alene er fantasygenren forladt til fordel for socialrealisme - de store, omfangsrige bøger, som jo var så hotte i 90'erne og 00'erne, er mange forfattere ligeledes gået væk fra og skriver i stedet kort og koncentreret. Bent Haller bragede igennem i 2008 med kortprosasamlingen Grænsebørn, og en stribe af korte tekster, er fulgt i kølvandet på den. Både som egentlig kortprosa, men også i romanformatet er indholdet i mange værker kogt ind til det absolut minimale. Anita Krumbachs romaner er et godt eksempel. Og Fupz Aakensons Jeg begyndte sådan set bare at gå skriger på at blive inddraget i litteraturundervisningen fra 5.-6. klasse og op.
Opsummeret er de fem tendenser er således:
- Rå socialrealisme
- Sproglig leg
- Avancerede kompositioner
- Bøger med billeder
- Kort og godt!
Spørgsmålet er, om denne nye litteratur kalder på nye didaktiske tilgange. Svaret er JA! Men det bliver i et andet indlæg, jeg kommer ind på det.
Litteraturliste:
Andersen, Ronnie: Komatøs, Høst & Søn, 2012
Haller, Bent: Græsebørn, Høst & Søn, 2008
Hole, Stian: Annas himmel, Høst & Søn, 2013
Jensen, Louis: To kroner og 25 øre, Gyldendal, 2011
Krumbach, Anita: Et mærkeligt skib, Høst & Søn, 2010
Mortensen, Mette Hegnhø/Lars Vegas: Møgungen, Dansklærerforenngens Forlag, 2011
Oscar K/Dorte Karrebæk: IDIOT!, Høst & Søn, 2009
Oscar K/Dorte Karrebæk: Shakespeares Hamlet, Dansklærerforeningen, 2009
Aakeson, Kim Fupz: Det satans ukrudt, Gyldendal, 2013
Aakeson, Kim Fupz: Jeg begyndte sådan set bare at gå, Gyldendal, 2011
Aakeson, Kim Fupz/Kamilla Slocinska: Køteren, Gyldendal, 2012
