Træer eller tavler? Retina eller kardus?

Jeg åbner ballet i denne virtuelle kaffeklub med en refleksion om to forskellige tekstplatforme: bogen og skærmen. 

Skal vi (som dengang i middelalderen for fem år siden, hvor en tablet var noget, man indtog, hvis man var syg) stadig læse bøger i skolen? Eller skal vi indføre papirløse skoler, fordi bogen er kedelig og gammeldags (og for øvrigt sindssygt dyr) – og udelukkende boltre os på de digitale platforme?

Vi kan jo allerede høre udkantsborgmestre med stolthed udbasunere, at de skam er helt med fremme på det digitale beat, så deres skoler er 100 procent papirløse!. Og som en kær kollega beskrev for nylig – man kan se scenariet for sig: En aula på en skole, hvor gulvet ligner det gulv af blinkende glasfliser, John Travolta dansede henover på coveret til Saturday Night Fever. Nu er det bare iPads, gulvet er beklædt med, og en flok børnehaveklasseelever sidder i bogstavelig forstand og savler over dem.

Lad det være sagt allerede her: Jeg læser ofte aviser på min iPad. Jeg synes også, det er totalt smart at have iPad’en med i et fly - fuld af gode e-bøger, når jeg skal ud at rejse.

Og i undervisningssammenhæng er de digitale platforme endnu smartere. Jeg har selv skrevet adskillige undervisningsbøger, der fås som både fysiske bøger (og yes, de er tunge, jeg ved det godt) – og som i-bøger. 

En i-bog er en interaktiv bog, og den er helt genial, når fx børn i 0. klasse skal lære den meget nørdede færdighed, det er at læse. For det er sådan (ret irriterende!) med det danske sprog, at det har en uregelmæssig ortografi – at et bogstav ikke bare repræsenterer én lyd, men kan repræsentere flere forskellige lyde. Her er det helt oplagt at supplere den fysiske bog med en i-bog i undervisningen, for i-bogen kan noget, en trykt bog ikke kan: Den kan give lyd fra sig, og så kan de små poder eksperimentere med lydtavler, sætte enkeltlyde sammen til små ord osv. Genialt! 

Og det giver en ekstra dimension i 8. klasses forfatterskabsarbejde om Karen Blixen, når de i i-bogen kan høre hendes egen dybe, aristokratiske stemme læse teksten op. 

Eller når elever i 4. klasse vælger beats, de kan rappe til, når de lærer om rytme og betoning i et lyrikforløb. Et digitalt læremiddel kan meget. Indiskutabelt.

Men 

... en bogtingest kan altså også noget, som end ikke den vildeste retinaskærm kan hamle op med. 

En bog kan først og fremmest være lækker. Og den have en coolness, der overgår enhver skærm. 

Den kan være tyk (Bent Haller: Lille Lucifer)

den kan være høj (Fupz: Ordbog)

den kan være kæmpestor (Strid: Min mormors gebis)

den kan være bred (Lone Munkegaard Nielsen/Hanne Bartholin: Nete og Mørket)

den kan være (fysisk) overraskende (Oscar K/Nono Granero: Efterskrift. Autobiografi fortalt i 3. person

– og den kan være ufattelig smuk (Stian Hole: Annas Himmel).

Og lad mig her citere Fupz fra Ordbogs bagsidetekst: 

I en ordbog [...] kan du vælge slet ikke at slå nogen ord op, men bare bruge bogen til at lægge under et bordben der vipper, eller kaste den efter nogle dummer der irriterer dig, eller tage den på hovedet når det regner, så du ikke får vådt hår. Mulighederne er uendelige.

Dét kan man altså ikke med et link! Det er lidt som med videopejsen. Det bliver aldrig helt det samme som den rigtige, vel?

I fysiske bøger (især billedbøger) kan der være leget med formatet. Og danske billedbogskunstnere får lov til det. Det er bl.a. derfor, de er så pokkers dyre, men jo også derfor de er så fantastiske. 

Det lille mesterværk Nete og Mørket af Nielsen/Bartholin er i opslået tilstand en halv meter bred og kun 14 cm høj. Bogen drejer sig om, hvordan den lille pige Nete lærer at håndtere sin angst for mørke. I bogens begyndelse er hun bange og er bogstaveligt på vej ud ad opslagets venstrekant - vi ser lige hendes ene ben - resten af kroppen er løbet ud ad billedet. Det personificerede væsen, Mørket, derimod, står yderst i opslagets højrekant. Mellem dem er der selvsagt en meget stor konkret tom plads (ca. 45 cm hvidt papir). Bogens fysik er således med til at formidle fortællingen. Jeg ville gerne vise det ved her at bringe et billede af opslaget - men nej nej nej. Det skal jo ses i bogen. Og nu du har den fremme, så læg lige mærke til det superelegante tryk - den sofistikerede glans, de sorte streger har på det halvmatte hvide papir. 

Min pointe er åbenlys: Vi skal kombinere de to platforme. Digitale læremidler skal ikke erstatte, men supplere bogen. Vi skal da boltre os løs i alle formater. Hvor er det fantastisk, at vi i 2. klasse på i-bogen kan høre Ole Lund Kirkegaard, med 70’er-århus-dialekt og pibe i munden læse Gummi-Tarzan op - men hvor er det også fantastisk, at vi samtidig kan bladre i bogtingesten og se hans geniale tegninger, pile med skæve budskaber, der går tværs hen over opslaget, talebobler med skøre lydord osv. og mærke (og ae!) den fine bog.

Da jeg kom hjem her til aften, lå der en pakke til mig. Den var fra det norske forlag Cappelen Damm. En norsk redaktør havde været så sød at sende mig Stian Holes nye billedbog, Annas Himmel. Jeg skyndte mig ind, smed mine tasker fra mig, hev køkkenskuffen op og fiskede en kniv op, der kunne hjælpe mig med at flå pappet af. Jeg stod stadig i jakken midt på køkkengulvet, da jeg et kvarter senere havde læst bogen. Dybt berørt. Måske er det her patetisk, men jeg tror ikke, jeg havde haft samme følelse foran computeren. 

Selvfølgelig er jeg latterlig nørdet og en gammel nostalgisk bibliofil, når jeg stadig holder fast i at skrive og læse på døde træer, jeg ved det godt. Jeg synes bare, det er så synd, hvis bogen bliver en feinschmecker- og luxusgenstand, man som elev kun har adgang til, hvis man går i skole i Gentofte.

Og som en af mine kursister sagde til mig forleden: 

‘Det bliver altså sværere og sværere at blive ved at finde argumenter for bogen’.

Tja ... måske slipper de op. Men så vil jeg alligevel sætte mig i øreklapstolen med en fed roman og et tæppe om bentøjet, tænde væglampen, pejsen (altså den rigtige) og merskumspiben - så sørger bogen for resten.